Om Arne Würgler – manden og værket
af Klaus Lynggaard
”Gå ind i din tid”, lød opfordringen fra den norske digter Nordahl Grieg i hans udødelige digt ”Kringsatt av fiender” fra 1936. Når talen falder på sangeren, sangskriveren og aktivisten Arne Würgler, kan man nærmest tale om at kaste sig ind i samme – med hjerte og sjæl, tilmed. Som del af de store årgange skulle han et smut om først jazzen og siden den psykedeliske musik – hvor han var bassist i bands som Pan og Blast Furnace – før han fandt sin sande stemme. Grieg spørger nemlig et sted i samme digt, ”Hva skal jeg kjempe med? Hva er mitt våpen?” og der valgte Würgler den akustiske guitar og den politiske sang. Og det så det gav genlyd i de turbulente 1970’ere, hvor han både som solist, halvdelen af en ombejlet duo med Benny Holst og del af kollektivet Agitpop, skrev og sang en ordentlig stak sange om tiden – til tiden. Ofte med svidende præcise tekster af digteren Jesper Jensen, der mestrer kunsten af spidde det nuværende systems indbyggede svagheder og slagsider med nærmest kirurgisk præcision. Der blev gået til vaflerne med en respektindgydende energi og massiv tro på, at tingene kunne ændres til det bedre for det store flertal, hvis indsats i sidste ende er den, der holder hjulene i gang.
Det var en tid, hvor det foregående årtis højkonjunktur var blevet afløst af en massiv økonomisk krise, hvorved fronterne kridtedes kraftigt op, og tonen dem i mellem blev skærpet i en grad, der ville være utænkelig i vor egen konsensussøgende tid, hvor det er blevet sådan lidt småmondænt at skilte med sin indre svinehund. Derfor lød et helt naturligt spørgsmål i samtiden: ”Hvis side er du på?” Og der har aldrig hersket tvivl om, hvis parti sangeren og sangskriveren Arne Würgler var på – de udstødte, de undertrykte og de overflødiggjorte. Og for Würgler og hans kumpaner herskede – og hersker – der ingen tvivl – om, at det kunne nytte at gøre en indsats for samme i et forsøg på at skabe et samfund med plads til alle. Og derfor kunne man da næsten heller ikke deltage i et politisk arrangement eller en demonstration uden Würgler – som oftest i selskab med Holst – dukkede op med guitar og nogle sange, der manede til handling såvel som refleksion. Personligt holdt han sig ikke tilbage, men har ned gennem årene ydet en uvurderlig indsats på det musikpolitiske område.
Den mere private side af Würgler er i stigende grad kommet til udtryk på de soloplader, han med ujævne mellemrum har udsendt siden 1974’s Frispark. Her skildres kærlighedens mange fremtrædelsesformer, det være sig mellem mand og kvinde, forældre og børn og såmænd også mellem venner. Men siden 1995 – hvor han udsendte Amerikasange – har det organisatoriske arbejde taget så meget af energien, at han først med albummet En hjertesag atter markerer sig kunstnerisk. Men det er så til gengæld Würgler for fuld styrke og som vi kender ham – polemisk, politisk, drilsk, intens, relevant og med begge ben godt placeret midt i samtiden og blikket rettet mod fremtiden. Titelnummeret starter sigende med de retoriske strofer, ”Kan vi kigge op i himlens uendelige blå?/ Og drømme om at gøre det, vi aldrig må?”, hvortil der med overbevisning svares: ”Ja vi kan!” Og så bliver det pludselig svært at høre, hvordan årene er gået, thi her vogtes over de gamle dyder; akkompagnementet ved hans gamle kammerat Niels Tuxen støtter solidarisk og uden svinkeærinder op om melodi og ikke mindst en håndfuld tekster, hvoraf mange går lige i sulet på tidens magelige selvtilfredshed, der jo er et forudsigeligt resultat af næsten ti års småborgerligt regime.
Men Würglers univers er mere facetteret end som så, og de fleste ville – uanset politisk ståsted – kunne relatere til pladens meget smukke gendigtning af ”Wayfaring Stranger”, hvor Würgler er inde og røre ved selve eksistensen. I det hele taget er albummet uhyre afvekslende, og mange vil kunne finde noget her, som hidrører netop dem. Thi som den modne mand han er, forstår han til fulde den svære kunstneriske balancegang mellem det personlige og det politiske, og når han er allerbedst, går det op i en højere enhed! Og det er netop, hvad En hjertesag er – Würgler, når han er allerbedst.